Alle råber op om at der skal gøres noget, men hvem er villige til at se sig i spejlet og spørge om man selv kunne gøre mere?
Jeg finder det meget paradoksalt at efter den store demonstration i lørdags var der et langt spor af affald. At klimademonstranter er sådan nogle miljøsvin undrer mig. Hvis der er nogle få timer, hvor de burde kunne hanke op i sig selv så burde det da være her. Jeg synes det er et utrolig ærgerligt signal at sende at man til en demonstration for klimaet bare smider affald på gaden i stedet for at smide det i en skraldespand.
Samtidig falder tankerne hen på et interview af en amerikansk familie jeg så for et par måneder siden. De påstod at de var meget miljøbevidste og det betød meget for dem at forurene så lidt som muligt. De blev så spurgt om de var villige til at udskifte deres store, brændstofslugende biler med nogle mere miljøvenlige. Men nej det var de ikke. De havde ret til at køre rundt i de biler de nu engang havde lyst til.
I et andet interview med en dansk familie i samme indslag, der havde 2 biler og begge forældre arbejde indenfor en radius af 8 kilometer stillede de spørgsmålet om de var villige til at ofre ihvertfald den ene bil og så tage cyklen eller offentlig transport (de boede i Københavnsområdet, hvor den offentlige transport trods alt fungerer rimelig godt i forhold til mange andre steder i landet) i stedet. Men de var fulde af undskyldninger med hvordan det ikke lige passede sammen osv.
Min tanke er at vi kun er interesserede i reelt at gøre noget, hvis vi ikke selv skal bringe nogle ofre! Der er en tendens til at det er "alle de andre" der skal handle.
Personligt har jeg gjort en del for at spare på energien (dog ikke kun for at mindske forurening, men også af økonomiske grunde), men jeg er da ikke i tvivl om at jeg kunne gøre mere.
Anders